Fimbulvinteren er ikke en myte
Share
Sådan ændrede årene efter 536 vores historie
I de nordiske myter fortælles der om Fimbulvinteren – en tre år lang, brutal kuldeperiode, som varslede Ragnarok og verdens undergang. Ifølge sagaerne forsvandt solen næsten helt, og alt liv var truet.
I dag peger forskning på, at denne vinter faktisk har rod i en reel global klimakatastrofe, der ramte verden omkring år 536. Kulden skyldtes sandsynligvis enorme vulkanudbrud, som sendte så store mængder støv og aske op i atmosfæren, at solen blev dæmpet i flere år. Resultatet? Sommeren udeblev – ikke bare én gang, men flere år i træk.
En vinter, der satte spor i historien
Myterne om Fimbulvinteren findes både i den nordiske tradition og i værker som det finske Kalevala. I generationer har man undret sig over, hvorfor der optræder fortællinger om en altødelæggende vinter.
Men nye forskningsresultater viser, at Norden blev ramt usædvanligt hårdt af klimaforandringer i midten af 500-tallet. Befolkningstabet har været sammenlignet med Den Sorte Død – og lande som Norge, Sverige, Polen og de baltiske områder blev dramatisk påvirket.
De første spor: Moseforskere og geologer
Allerede i 1910 foreslog den svenske moseforsker Rutger Sernander, at Fimbulvinteren havde rod i virkelige klimahændelser. Dengang var teorien svær at bevise, men siden har forskere fundet langt flere beviser – især da man kunne analysere iskerner fra Grønland, som afslører store mængder vulkansk støv omkring år 536.
NASA satte fornyet fokus på sagen i 1980’erne, og arkæologer begyndte at opdage mønstre, der passede med en omfattende kuldeperiode.
Flere år uden sommer
Professor Bo Gräslund fra Uppsala Universitet var en af de første til at foreslå, at Fimbulvinteren fandt sted netop i årene efter 536. Han påpegede, at kilder ikke kun omtaler ekstrem vinter, men også sommerperioder uden varme – et forhold, der kan skyldes vulkanisk mørklægning af solen.
I dag ser forskerne tydelige tegn: pollenprøver, træers årringe, arkæologiske fund og forladte landskaber viser, at landbruget i Norden kollapsede, og at store dele af befolkningen forsvandt.
Spor i både natur og kultur
I både Norge og Sverige kan forskere se, at landbrug blev opgivet, marker groede til, og hele områder blev affolket.
Særligt tydeligt er det i Rogaland i Norge og i store dele af Sverige, hvor helt op mod halvdelen af alle beboelser blev forladt.
Samtidig forsvinder fine smykker og kunsthåndværk næsten helt fra fundmaterialet. I stedet optræder enklere genstande og flere guldofferfund – måske i håbet om gudernes hjælp.
Var det kun klimaet – eller også pest?
Det store spørgsmål er, om katastrofen udelukkende skyldtes klimaet.
Flere forskere mener i dag, at Den Justinianske Pest, som ramte Europa fra år 541, kan have nået Skandinavien.
DNA fra skeletter i Tyskland viser, at pesten allerede dengang var til stede nord for Alperne – og kombinationen af hungersnød og sygdom kan have haft fatale konsekvenser.
De skyldige: To gigantiske vulkanudbrud
De fleste forskere er enige om, at klimaændringerne blev udløst af to voldsomme vulkanudbrud – ét i 536 og et endnu større i 540.
Disse udbrud sendte partikler så højt op i stratosfæren, at sollyset blev reduceret betydeligt. Træers årringe viser endda frostskader midt om sommeren i Rusland – et ekstremt sjældent fænomen.
Ifølge klimaforskere var de efterfølgende år de mest kuldedyppede somre i over 2.000 år.
Sult, kulde og kollaps
Ingen sollys betød, at kornet ikke modnede. Afgrøder rådede på marken, og dyr manglede foder. Uden madreserver, handel eller transportmuligheder som i dag var befolkningen i Norden sårbar.
Konsekvensen var massiv hungersnød, dødelighed og en lang periode med social og økonomisk omvæltning.
En Fimbulvinter i dag?
Selvom lignende vulkanudbrud vil ske igen, ville konsekvenserne næppe blive lige så katastrofale i dag. Verden er globaliseret, og fødevarer kan flyttes på tværs af kontinenter.
Men Fimbulvinteren minder os om, hvor afhængige tidligere samfund var af klimaet – og hvor dramatisk naturens kræfter kan påvirke civilisationer.
Kilde
Artiklen er baseret på materiale udgivet af videnskab.dk og forskning.no.
