Midgårdsormen eller Jormungandr

Denne gang handler Odins fortælling om den frygtindgydende Midgårdsorm.

Verdensslangen i Snorres Edda

Første gang ser vi navnet Midgårdsormen i Snorres Edda, hvor den kaldes Jormungandr – et navn, der betyder ”Verdensslangen”.

Ormen blev født af jættekvinden Angerboda og Loke. Sammen fik de tre børn:
Fenrisulven, dødsgudinden Hel og Midgårdsormen.

De tre blev født i Jotunheim/Udgård, og efter deres første år bragte Odin dem til Asgård, hvor de hver fik deres skæbne.

Odin kaster ormen i havet

Odin kastede Midgårdsormen i havet for at drukne den, da ormen blev anset som et kosmisk væsen, hvis kræfter både kunne skabe og ødelægge balancen i verden.

Men ormen døde ikke – den voksede sig enorm:

“Således, at den ligger i midten af havet, spænder om alle lande og bider sig selv i halen,”
skriver Snorre.

Når den slog med halen, rejste mægtige bølger sig, og når den vred sig, kom stormflod.

Thor og Midgårdsormen – evige fjender

Som dæmonbekæmper var Thor bestemt til at dræbe sin ærkefjende.
De mødtes flere gange i kamp – men først ved Ragnarok skulle den endelige dyst stå.

Det blev spået, at Thor ville dræbe Midgårdsormen, men selv dø af dens giftige edder.

Thors fisketur med Hymer

En af de mest kendte myter beskriver Thors fisketur med jætten Hymer.
Thor havde ormen på krogen et kort øjeblik, og Snorre fortæller:

“Noget værre syn kunne man aldrig se, end da Thor så hvast på ormen, og ormen stirrede på ham nedefra og spyede edder.”

Hymer blev grebet af rædsel og huggede linen over.
Thor kastede sin hammer Mjølner efter ormen og siges at have slået hovedet af den.

Midgårdsormen forklædt som kat

En anden myte fortæller om Thors besøg hos Udgårdsloke, hvor Thor blev narret.
Her optræder Midgårdsormen som en kat, Thor skulle forsøge at løfte.
Det lykkedes ham næsten – han løftede faktisk kattens ene ben, hvilket chokerede Udgårdsloke.

Midgårdsormen i vikingernes kunst

For vikingerne havde Midgårdsormen enorm betydning, ikke blot i tro og sagaer, men også i kunsten.
Man ser den i udskæringer på vikingeskibe, i smykker, og på stenbilleder, der stadig findes i dag – et vidnesbyrd om dens rolle som symbol på frygt, kraft og balance.

Vikingedrager og verdensslangen

Vikingerne så ofte Midgårdsormen som drage snarere end orm.
Drager var kendt fra folkesagn og havde mange former – nogle kunne flyve, andre sno sig; nogle spyede ild, andre gift.
Fælles for dem alle var, at de blev opfattet som onde væsener, men også som symboler på styrke og visdom.

Drager og orme blev derfor hyppigt brugt som motiver i vikingernes smykker og ornamentik.

Runesten og billedsten

Fortællingen om Thors fisketur findes afbildet på flere historiske sten:

• Runestenen fra Altuna (U 1161, 1000-tallet)
• Den gotlandske Ardre-sten (VIII, 700-tallet)
• Hørdum-stenen (800–1250)
• Fragmenter fra Gosforth-korset i England

På mange af disse ses også Odin afbildet i samme motiv, ofte som en maske eller menneskelignende figur.

Midgårdsormen på Jellingestenen

Nogle forskere mener, at Jellingestenen viser både Fenrisulven, Midgårdsormen og Odin som Kristus, mens andre mener, at det blot er ornamentik.
Uanset tolkning vidner stenen om, hvor vigtig disse væsener var i nordisk mytologi.

Drager i smykker og kunst

Vikingernes fascination af drager førte til mange smukke smykker i Urnes-stilen, som er fundet over hele Norden.
Et af de mest kendte er spændet med dragehovedet fra Birka i Norge.
(se en kopi her)

Et numinøst forhold

Hvorfor netop dyr – især Fenrisulven og Midgårdsormen – blev så flittigt afbildet i smykker og stenskulpturer, vides ikke med sikkerhed.
Men måske skyldes det vikingernes numinøse forhold til guderne og verdens skabelse.

Deres blanding af frygt, fascination og tilbedelse viser, hvor central Midgårdsormen var i vikingernes kosmos.

Tak fordi I læste med.
År og fred.