Ravnene Hugin og Munin i nordisk mytologi
Share
I nordisk mytologi spiller Odins to ravne, Hugin og Munin, en central rolle. Snorre Sturluson beskriver dem også i den ældre Edda.
Disse kloge væsner sidder på Odins skuldre med skarpe blikke og rapporterer alt, de ser, hører og erfarer, direkte til ham. Om morgenen sender han dem ud i verden, og ved aftenstide vender de tilbage med deres indsigt og deler den med ham.
Dette gør Odin klog og vis, og mange kalder ham Ravnegud eller Visdommens gud.
Hugin og Munins betydning
I shamanistisk tradition symboliserer fugle seerens eller shamanens sind, der kan flyve frit og observere på lang afstand, uafhængigt af kroppen.
Ravne er også forbundet med kamp og død, og de kan ses som Odins følgesvende på slagmarken.
Hugin betyder på nudansk “at have i tankerne”. Han repræsenterer fremtiden og stræber efter at udforske og erobre nyt land for menneskeånden – han er ud- og fremsynet.
Munin betyder “mindes”. Han repræsenterer erindringen og fortiden. Munin hjælper Odin med at huske langt tilbage i tiden og er en personifikation af Odins sind og hukommelse.
Grímnismál, Vers 20
I den ældre Edda, Grímnismál, findes vers 20, som lyder:
"Hugin og Munin flyver hver dag over jordens flade.
Jeg ængstes for Hugin at mer’ han ej kommer;
dog mere jeg ængstes for Munin."
Her udtrykker Odin sin bekymring for at miste evnen til at tænke og huske. Han frygter at miste sin hukommelse – en frygt mange stadig kan relatere til den dag i dag.
Balance mellem Fremtid og Fortid
Hvis Odin skulle undvære enten Hugin eller Munin, ville han miste vigtige perspektiver.
Uden Hugin ville han være historieløs og kortsynet, mens tabet af Munin ville begrænse hans dømmekraft til kun at bygge på fortiden.
Det siges i Eddaen, at Munin har en ekstra vægt i skålen. Dette symboliserer, at vores minder og erindringer ofte vejer tungere end fremsynet og udsynet. Begge ravne er dog nødvendige for at opretholde balance mellem tanke og erindring.
En tidløs lærdom
Afslutningsvis minder denne filosofiske fortælling os om, at vi ikke blot er defineret af vores nuværende tilstand eller fortid – men også af vores ambitioner, drømme og ønsker for fremtiden.
Vi er ikke kun det, vi er eller var.
Vi er også det, vi gerne vil blive,
og det vi drømmer om.
Kilde:
Gyldendals Leksikon om Nordisk Mytologi af Finn Stefansson.
Refleksioner: Årsskrift 2011.