Et af historiens største fupnumre

I århundreder betalte Europas konger, købmænd og adelige formuer for det, de troede var ægte enhjørningehorn. Hornene blev tillagt magiske kræfter, som kunne helbrede sygdomme og rense vand. Men bag den lukrative handel stod et udspekuleret trick, som vikingerne og deres efterkommere tjente enorme summer på.

Frobisher vender hjem med narreguld – men ét fund redder ham

I 1577 sejlede den engelske opdagelsesrejsende Martin Frobisher mod nord i jagten på rigdomme. Han kom hjem med 200 tons sort malm, som han troede var fyldt med guld. Det viste sig at være helt værdiløs svovlkis – narreguld.

Heldigvis havde han et andet fund, som skulle vise sig langt mere værdifuldt: et snoet horn fra et ukendt havdyr. Han beskrev det som et “hav-enhjørningehorn” og forærede det til dronning Elizabeth I, som straks placerede det blandt sine kronjuveler. Enhjørningehorn var nemlig blandt Europas mest eftertragtede luksusobjekter.

Vikingerne skabte et af historiens største fupnumre

Handelen med enhjørningehorn begyndte allerede i vikingetiden.
Da vikingerne bosatte sig i Grønland, mødte de narhvalen – et arktisk tandhval med en lang, snoet stødtand. Den lignede til forveksling enhjørningens horn, sådan som middelalderen beskrev det.

Ingen ved, hvem der fik idéen, men vikingerne begyndte snart at sælge narhvalens tand som ægte enhjørningehorn, til priser der var helt uforståeligt høje. Og i århundreder var hemmeligheden fuldstændig sikker, for kun nordboere rejste så langt mod nord.

Biblen skabte troen på enhjørningen

At Europas elite troede på enhjørningen var ikke tilfældigt. Dyret nævnes hele syv gange i Biblen, men det skyldtes en gammel oversættelsesfejl. Det hebraiske dyr “Re’em”, sandsynligvis en urokse, blev i en græsk oversættelse oversat til “monoceros” – “et horn”.

Dermed blev enhjørningen et “ægte dyr” i kristen tradition, og når Biblen sagde det fandtes, så fandtes det.

Middelalderens lærde forstærkede myten

Bestiarier – datidens “videnskabelige” dyrebøger – var fyldt med fantastiske beskrivelser.
Forfatterne byggede på ældre kilder, især Plinius den Ældre, som beskrev enhjørningen som et voldsomt dyr med hestekrop, hjortehoved, elefantfødder og et langt horn midt i panden.

Sådanne beskrivelser gjorde kun troen på enhjørningens eksistens endnu stærkere.

Enhjørningehorn blev betragtet som mirakelmedicin

I 1508 udgav eventyreren Ludovico di Varthema en rejseberetning, der sendte priserne på enhjørningehorn på himmelflugt. Han beskrev hornets evner til at modvirke gift, helbrede pest, fjerne mæslinger, kopper og beskytte mod sygdomme.

Eliten tog det til sig. Maria Stuart testede dagligt sin mad for gift med et stykke enhjørningehorn. I Frankrig dyppede man horn i kongens drikkebæger. Kirker lagde små stykker i alterkar for at rense vand.

For mange var enhjørningehorn både et statussymbol og en livsforsikring.

Europa grebet af enhjørningefeber

I 1500-tallet ejede klostre, slotte og adelige store samlinger af enhjørningehorn.
Dronning Elizabeth I havde et horn, der blev vurderet til 10.000 pund, en enorm sum, der kunne købe hele byer.

Kunstnere malede enhjørninger, skulptører skabte statuer, og adelsfamilier prydede deres våbenskjold med dyret som symbol på rigdom og renhed.

Den danske forsker, der afslørede sandheden

I 1638 satte den danske videnskabsmand Ole Worm en stopper for illusionen.
Han undersøgte enhjørningehorn og kunne endeligt bevise, at der udelukkende var tale om narhvalstænder.

Sandheden spredte sig langsomt, men priserne faldt dramatisk. Et horn vurderet til 8.000 pund i 1630 blev i 1659 kun vurderet til 600.

Selvom myten dermed bristede, fortsatte narhvalstænderne med at være populære som statussymbol og “medicin” langt op i 1700- og 1800-tallet.

Konklusion: Et genialt nordisk bedrag

Vikingerne formåede at skabe og opretholde et af Europas mest succesfulde fupnumre.
De solgte narhvalstænder som magiske enhjørningehorn ved at udnytte Bibelens tekster, datidens overtro og Europas frygt for gift og sygdomme.

Resultatet blev en handel, der gjorde enhjørningehorn til nogle af verdens mest kostbare genstande – og samtidig et af historiens mest fascinerende bedrag.