Vølver og lægeplanter i vikingetiden – Vølve Frøblanding med historiske rødder

Når en helt almindelig dansker træder ud i sin have, er der ofte mange planter, som ikke blot er pryd. Ud over køkkenhaven findes der hjemmehørende arter, der gennem tusindvis af år er blevet brugt som plantemedicin til at afhjælpe sygdomme og lidelser.

Odins Klinge har udviklet en frøblanding med seks hjemmehørende lægeplanter med rødder tilbage til vikingetiden. Vi kalder den Vølve Frøblanding.

Hvad var en vølve?

En vølve var en kvindelig spåkone eller magiker i nordisk mytologi. Hun var datidens seer og spirituelle rådgiver i én og samme person og spillede en vigtig rolle i de nordiske samfund.

Vølver var kendt for at kunne spå om fremtiden, udføre ritualer og magi samt rådgive høvdinge og konger. De blev både respekteret og frygtet, fordi man mente, de havde kontakt med åndeverdenen.

Ordet vølve (oldnordisk vǫlva) betyder “stavbærer”, da hun ofte bar en ritualstav, som blev brugt i hendes praksis.

Vølvernes brug af lægeplanter

En vølve var ikke kun spåkone, men fungerede også som healer. Hendes brug af lægeplanter var en kombination af praktisk urtekendskab og ritual.

I vikingetiden var grænsen mellem medicin og magi flydende. Planter blev både brugt til fysisk behandling og til at påvirke sindstilstande i forbindelse med ritualer.

Vølver kendte til urter, der kunne lindre smerter, dæmpe feber, stoppe infektioner og fremme sårheling. Eksempelvis blev røllike brugt til sår og blødninger, mens kamille blev brugt til at dæmpe feber og virke beroligende.

Planter indgik også i sejd-ritualer som røgelse eller bryg, hvor de kunne ændre bevidsthedstilstand og understøtte visioner. I denne forståelse havde planter både en fysisk og en åndelig virkning.

Derudover blev visse planter brugt som beskyttelse mod sygdom, onde ånder og ulykke. De blev ofte indsamlet på særlige tidspunkter og ledsaget af ritualer, hvor ord, sang eller tavshed indgik som en del af processen.

Lægeplanter gennem historien

Et af menneskets ældste medicinske mål har været at finde universalmidler mod sygdom og forgiftning – ofte gennem naturens egne stoffer.

Brugen af lægeplanter er langt ældre end vikingetiden og findes i næsten alle kendte kulturer. Arkæologiske fund og tidlige medicinske tekster viser, at mennesker i Mesopotamien for over 4000 år siden beskrev omkring 1000 forskellige plantearter til medicinsk brug.

Også i oldtidens Kina findes urtebøger med over 5000 års tradition for plantebaseret medicin. Mange af disse planter anvendes stadig i dag.

Også i Europa var planter den primære form for medicin i årtusinder. Frygten for sygdom var ledsaget af angsten for at blive forgiftet, for erfaringen viste jo, at indtagelse af planter såsom bulmeurt og nyserod kunne medføre døden. Derfor udviklede man i Romerriget komplekse modgiftblandinger, som theriak, der i forskellige versioner blev brugt i næsten 2000 år.

Fra naturmedicin til moderne lægemidler

Efter reformationen i Europa blev brugen af lægeplanter i nogle tilfælde forbundet med overtro og heksekunst. Kloge koner og urtekyndige kvinder mistede gradvist deres status og blev i visse perioder forfulgt.

Fra 1800-tallet begyndte udviklingen af moderne kemi, hvor man isolerede aktive stoffer fra planter og brugte dem som grundlag for farmaceutiske lægemidler. Mange af nutidens medicinske stoffer har derfor direkte rødder i planteriget.

Frøblandingens lægeplanter

I frøblandingen finder du følgende hjemmehørende lægeplanter:

Lancet-vejbred – kendt som “naturens plaster”, brugt til sår, udslæt og insektbid

Røllike – anvendt mod feber, blødninger og mave-tarm-lidelser. En af de ældste kendte lægeplanter i Europa, også omtalt i tidlige kinesiske urtebøger

Ramsløg – brugt for sine antiseptiske og styrkende egenskaber

Bulmeurt – anvendt i små doser som smertestillende og beroligende middel, men også kendt som giftplante

Eng-kabbeleje – brugt i folketroen og medicinsk til at “rense” kroppen

Vellugtende kamille – brugt mod mavesmerter og som beroligende middel

For at indtage planterne fra vores frøblanding, skal man, ligesom vølverne, have stor viden om dosering og anvendelse. Vi fraråder derfor indtagelse, og brug sker på eget ansvar.

Kilder

"Lægeplanter i natur og have" af Anemette Olesen og Nina Rehfeldt (1988). Nordiske sagaer og edda-tekster, bl.a. Den Poetiske Edda og Eiríks saga rauða, arkæologiske fund (Fyrkat) samt moderne forskning i vikingetid, etnobotanik og farmakognosi.