Midgårdsormen eller Jormungandr

Midgårdsormen eller Jormungandr

Denne gang handler Odins fortælling om den frygtindgydende Midgårdsorm.

Første gang ser vi navnet "Midgårdsormen" i Snorres ”Edda”, hvor den hedder Jormungandr, hvilket betyder “Verdensslangen”.

Ormen/slangen blev født af jættekvinden Angerbode og faderen Loke, der tilsammen fik tre børn: Fenrisulven, dødsgudinden Hel og Midgårdsormen. De tre blev født i Jotunheim/Udgård, og efter deres første år bragte Odin dem til Asgård og deres tre forskellige skæbner.

Odin kastede Midgårdsormen i havet for at drukne den, fordi ormen ansås for et kosmiskt væsen, hvis kræfter både kunne skabe og ødelægge balancen i kosmos. Ved Ragnarok ville den bryde ud, komme op af havet og skabe kaos.

Det lykkedes dog ikke Odin at dræbe ormen, og i stedet voksede den sig kæmpestor, “således, at den ligger i midten af havet, spænder om alle lande og bider sig selv i halen”, som Snorre skriver i Eddaen. Når den slog med halen, blev der mægtige bølger, og når den for alvor vred sig, blev der stormflod.

Som dæmonbekæmper havde Thor opgaven at slå sin ærkefjende ihjel, og de havde flere tvekampe inden Ragnarok, hvor de ville udkæmpe den endelige kamp. Det spåedes, at Thor ville dræbe Midgårdsormen, men derefter også selv dø af den giftige edder, ormen spytter.

Der findes flere myter, der beskriver kampene. En af dem er myten om Thor, som tog på fisketur med jætten Hymer. Da Thor for en kort stund havde Midgårdsormen på krogen, så de to modstandere på hinanden, og Snorre beskriver det således: “Noget værre syn kunne man aldrig se, end da Thor så hvast på ormen, og ormen stirrede på ham nedefra og spyede edder.” Hymer skiftede farve af rædsel og huggede Thors snøre over. Thor kastede sin hammer Mjølner mod ormen, og man siger, at han slog hovedet af den.

En anden myte handler om Thors besøg hos Udgårdsloke og hvorledes Thor blev snydt. Her optræder Midgårdsormen i skikkelsen af en kat, Thor forgæves forsøgte at løfte. Udgårdloke blev dog meget overrasket, da det lykkedes Thor at løfte kattens ene ben.For vikingerne havde Midgårdsormen meget stor betydning og indflydelse, ikke blot i deres tro og sagaer, men også i deres kunst. Det ses bl.a. i hovederne på vikingeskibene, de mange smykker med snoede orme og de mange afbilleder af Midgårdsormen, bl.a. hugget i sten og bevaret den dag i dag. Det understreger alt sammen, hvor vigtig en figur Midgårdsormen har været for vikingerne.  

Vikingedrager
Vikingerne opfattede Midgårdsormen mere som drage end som orm eller slange. Drager har altid været del af folkeeventyrene, med mange former og egenskaber. Nogle kunne flyve, nogle kunne gå, mens andre kun kunne sno sig. Nogle kunne spy ild, andre gift, men ens for dem alle var, at de blev opfattet som værende onde. Drager har derfor givet anledning til megen fascination og inspiration - både i historierne og i kunsten.

Thors fisketur  
Ovenstående fortælling om Thors fisketur med Hymer er et velkendt motiv og kendes fra en runesten fra Altuna (Altuna U 1161 fra 1000-tallet) og en gotlandsk billedsten fra Ardre, (Ardre VIII fra 700-tallet). Derudover er motivet også afbilledet på stenen fra Hørdum (ca. 800-1250) og på fragmenter af et stenkors fra Gosforth i England. Alle stenene er dateret tilbage til 700-tallet frem til 1000-tallet. Ens for alle disse afbildninger af Midgårdsormen er, at jeg ofte optræder i samme billede i form af en maske eller menneskelignende figur.

Jellingestenen
Nogle af de bedst kendte motiver med dyr findes på Jellingestenen. Her formodes der af nogen, at de viser Fenrisulven og Midgårdsormen samt Odin som Kristus. Andre mener, at det kun er pynt.

Smykker og drager
Vikingernes fascination af drager har også fået dem til at designe flotte smykker med netop dragen i fokus. Det ses bl.a. ved de mange spænder i Urnesstilen, som er fundet utallige steder i Norden.

Det mest kendte er spændet med dragehovedet fra Birka i Norge .Se en kopi her: 

Et numinøste forhold 
Det er svært at spå om, hvorfor netop dyr og særligt Fenrisulven og Midgårdsormen er blevet afbilledet i smykker, på billedsten og på Jellingestenen. Det kan måske være fordi vikingerne havde et meget numinøst forhold til deres guder og det kosmos de levede i. Så det har måske været rent tilbedelse og frygt som har fået vikingerne til at afbillede Midgårdsorme så meget. Det understreger i hvert fald dyrets store betydning for vikingerne. 

Det er rart at se, at I har læst med.
År og fred.