»Først kom Fimbulvinteren, som varede i tre år. Den varslede Ragnarok. Så endte alt liv på Jorden.«
Sådan lyder historien om den lange vinter, både i den nordiske mytologi og det epokeskabende finsksprogede værk 'Kalevala'.
Men hvorfor findes der historier om en meget streng vinter, som varsler verdens undergang i den nordiske mytologi?
Forskere i i Norge og Sverige har i løbet af de seneste år fundet stadig flere spor efter en katastrofe, der ramte verden for 1.500 år siden, og som især ramte nordmændene og svenskerne hårdt. Faktisk ramte kulden lige så hårdt som den sorte død, og det samme gjaldt i de baltiske stater, Polen og det nordlige Tyskland.

Moseforskere lancerede teorien

Den svenske geograf og moseforsker Rutger Sernander var i 1910 den første, der lancerede teorien om, at Fimbulvinteren var en virkelig hændelse. 
Han havde en hypotese om, at den meget strenge vinter skyldtes en reel klimakatastrofe for mellem 2.000 og 2.500 år siden.
I nogle år var der mange, der lyttede til Rutger Sernander, men så satte tvivlen ind, for arkæologerne kunne ikke finde spor efter en så gammel katastrofe.
I dag ved vi, at klimakatastrofen ramte hele verden - og især Norden - for 'blot' 1.500 år siden. Og vi ved, at den muligvis blev efterfulgt af endnu en katastrofe, som måske var lige så stor.

'Snorres Edda' af Snorri Sturluson er et hovedværk i skandinavisk litteratur og den mest udtømmende kilde til nordisk mytologi.
Bogen blev skrevet i Island og fortæller historien om verdens skabelse, krige, guder og helte samt om Fimbulvinteren og det ragnarok, der en dag vil lægge verden øde. (Illustration: Fimbulvinteren tegnet Louis Moe i 1929.)

NASA og en svensk arkæolog på sporet

Den nye jagt på Fimbulvinteren begyndte hos den amerikanske rumfartsadministration NASA i 1983.
De to NASA-forskere Richard Stothers og Michael Rampino publicerede en videnskabelig oversigt over kendte historiske vulkanudbrud. 
En stor del af forskningen var baseret på iskerner udboret fra den ældgamle, grønlandske indlandsis.
Adskillige arkæologer læste artiklen og indså, at en meget dramatisk hændelse muligvis fandt sted i år 536.

Bo Gräslund, nu pensioneret professor i arkæologi ved Uppsala Universitet, blev herefter afgørende for jagten på Fimbulvinteren ved at foreslå, at Fimbulvinteren var en virkelig hændelse, og at den fandt sted i årene efter 536.  Han påpegede også, at den islandske forfatter Snorre i 'Snorres Edda' ikke kun var optaget af den meget kolde og snefulde vinter, men også af at det i flere år i træk ikke blev sommer.

 

Flere år uden sommer

Fimbulvinteren var altså flere år i træk uden sommer med alle de konsekvenser, det måtte have haft for menneskene langt mod nord for 1.500 år siden.
Bo Gräslund var også den første til at anslå, at Sveriges befolkning blev halveret i 500-tallet, men i flere år der var ikke mange, som troede på hans hypotese.
I 2007 publicerede han artiklen 'Fimbulvintern, Ragnarök och klimatkrisen år 536–537 e. Kr.' i det svenske tidsskrift 'Saga og sed'.
Og så begyndte forskernes jagt på Fimbulvinteren for alvor.



Meget peger efterhånden på, at der skete noget dramatisk med klimaet for 1.500 år siden. (Foto: Shutterstock)

Naturforskere og arkæologer finder tegn

I de seneste år er der gjort mange fund, der tydeligt peger på, at Bo Gräslund havde ret.
I Norge har man flere steder fundet pollen-spor efter en dramatisk hændelse i tørvejorden, som efterfølgende tydeligt ændrede kulturlandskabet i lang tid. Gamle træers årringe er endnu en vigtig ledetråd, og nu, hvor arkæologerne ved, hvad de skal lede efter, finder de også flere spor i deres materiale.
I dag kan arkæologerne se, at der skete noget meget dramatisk med landbrugsbedrifterne i Norge og Sverige for 1.500 år siden.

Folk flyttede væk. Eller de forsvandt. Gravfund er det næsten forbi med. Der bliver ikke længere lavet fine smykker. Vestlandets smukke keramiske traditioner forsvinder. Det er den rene elendighed, men der bliver ofret mere guld til guderne end ellers.

Folk forlod fjeldet

Per Sjögren arbejder som paleoøkolog ved Tromsø Universitetsmuseum, og han er specialist i at lede efter og rekonstruere fortidens liv.
Det var i forbindelse med arbejdet på et stort forskningsprojekt, der undersøgte ændringer i norske fjelds kulturlandskab, at Per Sjögren og hans kollegaer kom på sporet af Fimbulvinteren i Norge.

I pollen-prøver indsamlet fra fjeldets tørvejord så de tydelige spor efter en dramatisk klimahændelse for 1.500 år siden.
»Vi fandt først spor efter Fimbulvinteren i Nordnorge. Derefter fandt vi også spor i det sydlige Norge,« fortæller Per Sjögren til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

»Vi ser, at landskabet gror til igen. At mennesker og dyr må have forladt de kulturlandskaber, som de havde brugt på fjeldet.«

Hvem drog fra Storesætra i Stryn?

Kari Loe Hjelle er professor i naturhistorie ved universitetet i Bergen og optaget af, hvordan pollen og andre spor fra fortiden kan fortælle os om menneskenes liv på en tid, hvor der ikke findes skriftlige kilder, der afslører noget om livet i Norge.

Kari Loe Hjelle viser et diagram fra dengang, hvor paleoøkologerne undersøgte mængden af pollen og græs fra jorden ved Storesætra i Stryn; en sæter ved Jostedalsbræen i et område, som mennesker har brugt siden stenalderen.

Diagrammet viser tydeligt, hvordan mennesker brugte dette landskab mellem år 0 og år 500; mængden af græs stiger, og mængden af træer falder.
Men så sker der noget i begyndelsen af 500-tallet: Der er meget mindre græs, og træerne vender tilbage.
Kulstøv er endnu en indikator for, hvordan mennesker bruger et landskab. Det forsvinder også fra Storesætra i Stryn i 500-tallet.

Storesætra i Stryn (Sogn og Fjordane), som området ser ud i dag. Mennesker har brugt landskabet siden stenalderen. Pollenprøvene blev taget fra jorden omtrent midt på sæteren. (Foto: Kari Hjelle)

Massiv ødelæggelse af landbrugene i Norge

Frode Iversen er professor i arkæologi ved Kulturhistorisk Museum i Oslo.
»Lige siden 1960'erne har det været kendt blandt arkæologerne i Norge, at en massiv ødelæggelse af landbrugene i Norge fandt sted fra midten af 500'erne. Især i Rogaland er dette et velkendt fænomen.« Men hvorfor blev landbrugene ødelagt og forladt?

Spekulationerne har været, at Den Justinianske Pest, der ramte verden på det tidspunkt, også nåede helt op til Norge. »For flere årtier siden fik det en del opmærksomhed blandt norske arkæologer. Men før det igen fik fornyet aktualitet gennem Bo Gräslunds nye teori om Fimbulvinteren, tænkte vi ikke så meget over det,« fortæller Frode Iversen.

Nu har Frode Iversen og hans kollegaer opsummeret størstedelen af, hvad de ved om Fimbulvinteren i Norge i adskillige kapitler i den nye bog 'The Agrarian Life of the North 2000 BC–AD 1000'.  Bogen er gratis tilgængelig som PDF hos Cappelen Damm.

»Vi ser et enormt fald i aktiviteten i Norge i 500-tallet,« fortæller professoren ved Kulturhistorisk Museum.

Næsten 90 procent færre fund

I Rogaland har specialestuderende Morten Vetrhus afleveret en ny opgave ved Universitetet i Bergen, der ser nærmere på, hvad der skete i overgangen fra folkevandringstiden til merovingertiden (en arkæologisk betegnelse brugt i Norge for perioden mellem folkevandringstiden og vikingetiden). Det vil sige tiden før og efter omkring 550 år.

Han rapporterer et kraftigt fald i antallet af steder, hvor arkæologerne finder noget interessant fra den tid. Nedgangen i fundlokationer er på 70 procent.

Faldet i antallet af arkæologiske fund i Rogaland fra folkevandringstiden og merovingertiden er endnu større. Den er på hele 87 procent. Det på trods af, at merovingertiden varede hundrede år længere end folkevandringstiden.

Selv i et frugtbart område som Jæren tømmes dele af landskabet helt for mennesker. Du kan læse Morten Vetrhus speciale her. »Det er en enorm nedgang. Hvad blev der egentlig af befolkningen? Hvorfor kan vi ikke længere finde spor efter dem?« spørger arkæologi-professoren Frode Iversen.

Landsbyen Landa i Forsand i Rogaland var bosat uafbrudt i mere end 2.000 år – både i bronzealderen og jernalderen – helt frem til tiden omkring katastrofen i år 536. Der var flest indbyggere i folkevandringstiden, lige før området blev affolket. Bronzealderhuset på billedet er fra 1.500 år før katastrofen, men byggeskikkene forandrede sig ikke meget på denne tid. (Foto: Hallvard Nygård /Wikimedia Commons)

Forlod de mindre landbrug

Frode Iversen mener, at man dengang forsøgte at imødegå krisen ved at forlade de små og mindst frugtbare landbrug.
Store og mere centralt beliggende ejendomme blev i stedet opdelt i mindre produktionsenheder.

Mangel på arbejdskraft gjorde det vanskeligt at opretholde landbrugsvirksomheden i Rogaland, og sikkert også i resten af Norge, som den havde været før katastrofen midt i 500-tallet. Frode Iversen spekulerer også på, om massedøden betød, at der var mere jord, der kunne bruges af dem, der blev tilbage.

Det kan muligvis forklare, hvorfor arkæologerne finder spor efter et landbrug i Norge med mere husdyrhold i sidste del af 500-tallet. Andre historikere mener, at noget tilsvarende fandt sted efter Den Sorte Død omkring år 1350.

Katastrofen påvirkede samfundsstrukturen

Der er desuden eksempler på at nye magtcentre blev etableret i Norge efter katastrofen. Nordens største forhistoriske gravhøj Raknehaugen i Akershus-regionen i Norge er formentlig et udtryk for dette.

Der var færre magtfulde personer tilbage i landet, men de, der var tilbage, fik måske endnu mere kontrol og blev endnu mægtigere. Arkæologerne mener, at de har fundet spor efter noget tilsvarende i Sverige.

Frode Iversen er ikke i tvivl om, at katastrofen også havde en enorm effekt på samfundsstrukturen i Skandinavien. Hans teori er, at katastrofen ramte samfundets øverste og nederste lag hårdest. I stedet voksede en større 'middelklasse' og et samfund frem efter katastrofen, hvor folk var mere ligestillede end før.

Ingunn Røstad, der også er forsker ved Kulturhistorisk Museum, har i et nyt studie vist, at beklædningen og smykkerne, som jernalder-menneskerne brugte i 600- og 700-tallet, var af en mere enkel kvalitet end før begyndelsen af ​​500-tallet.

»Det bliver mindre almindeligt med flotte guld- og sølvsmykker. De smykker, som bliver fremstillet, er mere enkle. De ser nærmest 'hjemmelavede' ud,« fortæller Frode Iversen.

Klima eller pest?

Frode Iversen undrer sig nu over, om det udelukkende var klimakatastrofen, der nærmest udslettede menneskerne.
Eller var det - som flere forskere nu mener - en kombination af klima og en alvorlig epidemi?

Den Justinianske Pest ramte Sydeuropa i år 541, men der er ikke evidens for, at den nåede hele vejen op til Norden.
For nylig har forskere gennem gravåbninger kunnet slå fast, at pesten nåede til Tyskland, så det er ikke usandsynligt, at den også nåede op til os i Norden. Bakterierne fra det 5. århundrede er de samme - Yersina pestis - der ramte Europa under Den Sorte Død i 1300-tallet.  Det anslås, at 40 procent af Konstantinobels befolkning døde i løbet af Den Justinianske Pest i årene 541 og 542.

Nåede Den Justinianske Pest til Nordnorge?

Én af verdens førende forskningsgrupper i pest findes i dag ved Universitetet i Oslo under ledelse af professor Nils Christian Stenseth, og her har forskerne slået fast, at pestbakterien adskillige gange blev importeret til Europa.

Forskerne har også observeret, at klimaet har meget at sige for udviklingen af ​​pest, for når klimaet blev koldere, døde rotterne, og så slog de pestbærende lopper sig ned på mennesker.

»Skal vi finde spor af pest på mennesker så langt tilbage som 500-tallet, så mener jeg, at vi skal undersøge skeletter i det nordlige Norge,« forklarer Frode Iversen.
I Nordnorge er klimaet køligere, og skeletterne bedre bevaret. Desuden kan man finde knoglerester, der har været i kalkrig skal-sand.
Arkæologiprofessoren advarer dog om, at forskerne skal være heldige, hvis de ønsker at finde pestbakterier blandt mennesker, der levede for 1.500 år siden.

Hele Norrland blev affolket

For at finde flere brikker i Fimbulvinter-puslespillet drager vi til Sverige. Her har adskillige forskere i de seneste år interesseret sig for dét, man i Sverige kalder 'Hændelsen i 536'.
Nu. da de svenske arkæologer ved, hvad de skal lede efter, finder de også mange spor efter katastrofen.
Arkæologerne kan se, at et stort antal landbrug blev forladt midt i 500-tallet. Store, udyrkede områder, hvor dyr engang græssede, groede til igen. Akkurat som i Norge. Den nordlige del af Sverige - Norrland - blev sandsynligvis helt affolket.

Halvdelen af svenske landbrug blev nedlagt

Fredrik Charpentier Ljungqvist er både historiker og klimaforsker ved Universitetet i Stockholm.
»På baggrund af svensk arkæologisk forskning står det nu helt klart, at helt op til 50 procent af befolkningen forsvandt fra blandt andet Mälardalen, Öland og Gotland. Næsten halvdelen af ​​alle beboelser blev forladt,« fortæller han. Han mener, at der må have været et enormt vulkanudbrud i år 536.

»Vulkanudbruddet fandt formentlig sted på den ikke-tropiske del af den nordlige halvkugle. Udbruddet førte til, at store mængder aerosoler (små partikler eller dråber af et stof, fordelt i luft (eller i en luftart) for eksempel røg, tåge eller spray, red.) blev transporteret højt op i atmosfæren. Og så fandt en endnu større vulkan-katastrofe sted i år 540,« forklarer Fredrik Charpentier Ljungqvist, som tilføjer:

»Det må havde hændt et sted i nærheden af Ækvator. Måske var det vulkanen El Chichón i det sydlige Mexico.«

Årringe i træer bekræfter teorien

Partiklerne fra de to vulkanudbrud forblev i atmosfæren i flere år og førte til en stærk afkøling af den nordlige halvkugle.
Fredrik Charpentier Ljungqvist henviser til en række studier af årringe i gamle træer, der bekræfter teorien. 

Han påpeger, at det var den kumulative effekt af de to store vulkanudbrud i årene 536 og 540, som sammen gjorde denne nedkøling helt usædvanlig og meget langvarig. »I dag ved vi, at der sandsynligvis er tale om den værste afkøling, som Jorden har oplevet i mere end 2.000 år,« siger Fredrik Charpentier Ljungqvist.

Frost i træerne midt om sommeren

Under hændelsen blev det så koldt, at der dannede sig frost indeni træerne midt om sommeren. Det er der fundet spor af blandt andet i Rusland. Det er uhyre sjældent, at træer fryser indeni om sommeren. »Nedkølingen var muligvis 3-4 grader i gennemsnit om sommeren i år 536 og noget mindre i årene, der fulgte. Nedkølingen i år 540 var igen omtrent lige så kraftig. Det lyder måske ikke af så meget, men kulden fordelte sig sandsynligvis ikke jævnt hen over sommeren, så visse perioder i løbet af sommeren var formentlig ekstra kolde, mens andre angiveligt var almindelige rent temperaturmæssigt.«

Det stod anderledes til med sollyset, der ikke formåede at trænge igennem askelaget i atmosfæren. Og uden sollys svigtede plantevæksten. Der var til sidst ingen mad, og det var heller ikke muligt at finde hø til dyrene. Ifølge Fredrik Charpentier Ljungqvist lader de kolde somre efter år 536 også visse steder til at være meget nedbørsrige. Kornet modnede ikke, men gik i stedet i forrådnelse på markerne.

Så kom pesten

Vi har ingen skriftlige kilder fra Norden så tidligt som 500-tallet.  Men i Italien rapporterer historikeren Flavius ​​Cassidorus i 536 om en himmel fyldt med mørke skyer og sollys blot et par timer om dagen.

•  I Konstantinopel beretter historikeren Prokopios om en konstant solformørkelse.
•  Fra Irland er der skildringer af hungersnød.
•  Fra Kina er der skriftlige kilder, der fortæller om sne midt om sommeren.

Og i år 541 kommer Den Justinianske Pest til Europa »Vi ved, at det i Sydeuropa blev en epidemi lige så brutal som den sorte død 800 år senere. Meget taler for, at pesten i 500-tallet også nåede op til os i Nordeuropa, selvom vi ikke har skriftlige kilder, der skildrer det,« siger Fredrik Charpentier Ljungqvist. I 2013 kunne tyske forskere slå fast, at tre personer begravet på denne tid i det nuværende Tyskland var smittet med pestbakterien Yersina pestis.

Pesten er formentlig nået til Skandinavien

Hvis pesten formåede at bane sig vej nord for Alperne, er det ifølge Fredrik Charpentier Ljungqvist sandsynligt, at den også nåede op til Skandinavien. 
»Tilsammen kan den dramatiske afkøling af klimaet og Den Justinianske Pest have skabt en katastrofe, der var endnu større end den sorte død for menneskene« fortæller Fredrik Charpentier Ljungqvist, der for nylig publicerede den populærvidenskabelig bog 'Klimatet och männskan under 12.000 år'.

Fredrik Charpentier Ljungqvist var i 2016 også medforfatter til en forskningsartikel i tidsskriftet Nature Geoscience. Her lancerede forskerne navnet 'Late Antique Little Ice Age' (Den sen-antikke lille istid) om tidsperioden fra år 536 til 660.

Hvilke vulkaner var det?

De tydeligste indikationer på, at det var to forskellige vulkanudbrud efter hinanden, som skabte Fimbulvinteren, har vi fra borekerner fra landingsisen i Grønland. Adskillige forskere har peget på Ilopango-vulkanen i El Salvador som årsag til den første katastrofe i år 536. Endnu en mulighed er Krakatau i Indonesien. 

Fredrik Charpentier Ljungqvist peger derimod på El Chichón i det sydlige Mexico som den mest sandsynlige årsag, baseret på dét, som forskerne ved i dag. I 1982 viste det sig, at El Chichón stadig er en dødbringende vulkan. Et udbrud kostede nemlig 2.000 mennesker livet. Før 1982 havde vulkanen ikke været i udbrud siden 1360, og man var slet ikke forberedt på, at den sovende kæmpe skulle vågne op.

I dag er der ikke tvivl om, at vulkaner kan spy store mængder partikler op i atmosfæren, som kan få stor effekt på Jordens klima. Jo højere op aerosolerne når, desto længere bliver effekten. Det er sandsynligvis afgørende, om aerosolerne når op i stratosfæren, det vil sige over 10.000 meter - højden, hvor størstedelen af flytrafikken foregår.

Enorme vulkanudbrud er ikke sjældne

FN's klimapanel (IPCC) skriver i sin seneste hovedrapport fra 2013 om, hvordan vulkaner kan have effekt på de seneste 2.000 års klimaændringer.  En stor del af den viden, som forskerne har i dag om effekten af vulkanudbrud i fortiden, stammer fra iskerner udboret i Grønland og Antarktis.

Forskerne bag IPCC's hovedrapport konstaterer, at der siden vikingetiden kun har været to eller tre århundreder uden enorme vulkanudbrud, der har haft en voldsom effekt på klimaet. Der var ingen gigantiske vulkanudbrud i hele det forrige århundrede - 1900-tallet - hvilket har gjort, at få af os kan forestille os, at det vil ske igen. Men det vil det uden tvivl. For gigantiske vulkanudbrud, der har en langvarig effekt på klimaet, er altså ikke særlig sjældne.

Folk for 1.500 år siden var ilde stedt

Et stort vulkanudbrud har almindeligvis effekt på Jordens klima og temperaturer i ét til tre år, alt efter hvor stor en mængde partikler der når langt op i atmosfæren. Ved flere gigantiske vulkanudbrud, som dem der formentlig fandt sted i år 536 og år 540, er klimaeffekten endnu større.

Sker det igen, er der endnu flere mennesker på Jorden, der skal brødfødes. På den anden side er vi meget bedre forberedt på katastrofen. I dag kan vi fragte mad og alt andet nødvendigt over store afstande. De kunne menneskene, der boede i det kolde Norden ikke for 1.500 år siden. De var totalt afhængige af den mad, de selv dyrkede, og dyrene de selv opdrættede.

Året 1816 kaldes 'Året uden sommer'. Her hærgede hungersnød og kolera i Europa og Nordamerika som følge af Tambora-udbruddet i Indonesien i 1815. Udbruddet var skyld partikler i atmosfæren over store dele af Nordamerika og Europa, hvad der gav mindre sollys, koldere vejr og ringere høstudbytte. (Foto: Jialiang Gao/ Wikimedia Commons)

1816: 'Året uden sommer'

År 1816 er blevet betegnet som ‘året uden sommer’. Det var et usædvanligt koldt år i Vesteuropa og den østlige del af Nordamerika. Der var også usædvanlig meget regn. Året efter - i 1817 - blev kornpriserne i dele af Europa tidoblet.

Hovedårsagen til den usædvanligt kolde sommer i 1816 var det indonesiske Tambora-udbrud. Og i årene før Tambora-udbruddet fandt fire andre store vulkanudbrud sted, som alle havde spyede store mængder støv op i atmosfæren.

Naturkatastrofen i 1816 havde næppe det samme omfang som i år 536, men det var alligevel alvorligt. Derfor er det værd at bemærke, at konsekvenserne langt fra var de samme, for verden var ved at blive moderne for 200 år siden.

I 1816 var der omfattende international handel. Skibe kunne transportere en masse mad. Folk, der blev ramt af nød, kunne drage til Amerika, og mange tog afsted. 

Flere lande havde en slags velfærdsforvaltning på plads, der kunne hjælpe de fattigste. Både sundhedsvæsenet og befolkningen var blevet meget bedre til at forebygge en pestepidemi.

Fimbulvinter vil næppe ramme igen

Skulle vi igen blive ramt af en katastrofe som i 500-tallet, vil vi være meget bedre rustede til at møde den. Der vil blive skrevet en række videnskabelige artikler om, hvad der sker. Mange vil skrive bøger. Millioner vil skrive på twitter og Facebook.

Mange blandt os tror stadig på myter. Men en Fimbulvinter kommer vi næppe til at opleve igen.



©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Denne artikel er skrevet af videnskab.dk 
https://videnskab.dk/kultur-samfund/fimbulvinteren-er-ikke-en-myte?fbclid=IwAR3ZndR-mSNyEwfVhWy8CLtAEB9tJnwO_WHdBzDe13i0SMnawDYvHsPNtCI